Log på webshoppen

Engageret og værdiskabende samarbejdspartner

Vil man levere de bedste oste, må man også vide, hvor man finder de bedste producenter. HKI Ost ikke bare samarbejder med de bedste, de dygtigste og de mest dedikerede, vi engagerer os i deres virkelighed. Vi støtter de små producenter, fordi der er så meget mere i en ost end det, man kan læse på varedeklarationen. Der ligger hundredvis af timer bag og lige så mange til- og fravalg, som du aldrig kan få frem i masseproduktion. Og det er her, de gode historier og særkendet ligger, og som gæsten i restauranten også fortjener at få fortalt. Derfor går vi længst for at finde den ægte vare blandt de små, og vi tager gerne gummistøvlerne på for selv at kunne følge ostens cyklus på tæt hold. Fra græsset på marken til osten serveres som en indbydende ret.

Danske osterier – prisbelønnet velsmag

Det nordiske køkken og danske kokkes flotte placering på det kulinariske verdenskort har været med til at sætte sit præg på udvalget af fremragende, danske oste. Den ene hædersbevisning efter den anden lander hos danske producenter, og hos HKI Ost har vi heldigvis et mangeårigt samarbejde med mange af disse producenter.

Oste fra blandt andet Tebstrup Gedeosteri, Hårbølle Mejeri og La Treccia leverer vi til en række krævende kunder, som deler vores passion for ost.

Den rene duft af frisk gedemælk giver minder om omsorg og tryghed. Når man er så heldig at have adgang til så sublim en råvare, kribler det i fingrene for at få mælken ind i ostekarret og få fermenteringsprocessen i gang. Produktion af levende fødevarer, som ost jo er, kræver først og fremmest en teknologisk viden, men det handler også om indføling. Man føler sig lidt frem, mælken er ikke ens hver gang. Det starter med gedefarmerens viden om, hvordan man bedst passer sine geder, holder øje med hver enkelt, giver særbehandling, når det er påkrævet, Tebstrup Gedeosteri.

Vores gæster får ofte tilbudt at smage på den friske, upastueriserede mælk. Reaktionen er altid den samme. Man tror ikke sine egne sanser, man bombarderes af smags- og føleindtryk. Man transporteres tilbage i tid, til dengang man første gang smagte frisk mælk. Man er syv år igen og står med mormor i hånden. Vi ser det, hver gang folk bliver fjerne i blikket. Uden god mælk kan man ikke lave en god ost. Derfor vælger vi at bruge god mælk fra en enkelt udvalgt gård, Hårbølle Mejeri.

… når vi, mælken og jeg, har lært hinanden at kende, hver dag igen og igen, først derefter kan vi begynde at arbejde sammen. Ved at bearbejde mælken til ost, ændres dens lugt og tekstur. Vi begge giver alt, hvad vi har, hver dag, og som altid håber jeg, at jeg ikke kun har produceret et produkt, men skabt en fornemmelse, som den, der spiser osten, kan opfatte, La Treccia.

Vores oste kommer fra de bedste i Europa

Fromage Mons – fromager affineur

Hos Mons i Roanne nær Lyon i Frankrig er det 2. generation, Hervé og Laurent Mons, som har gjort Mons internationalt anerkendt blandt ostekendere for især håndværket omkring modningen af ostene. Hervé Mons rejser Frankrig rundt på jagten efter de bed¬ste oste. Efter indkøb modnes ostene i en nedlagt jernbanetunnel. Begrebet ”fromager affineur” er tæt forbundet med Mons’ enorme ekspertise omkring modningen. Med affinage, som det kaldes, får hver enkelt ost lov til at udvikle sin unikke konsistens, smag, duft og skorpe.

Luigi Guffanti – passion for oste gennem generationer

I den norditalienske by Arona købte Luigi Guffanti i 1876 en nedlagt sølvmine for at have de perfekte modningsforhold til sine gorgonzolaer. Siden har Guffanti modnet oste forskellige steder i Arona, men fælles for alle stederne har været de perfekte mikrobiologiske forhold for at modne ost. Nu om dage indkøber Guffanti også mange andre fremragende oste fra hele Italien, og alle modnes til det høje kvalitetsniveau, som kendere over hele verden værdsætter og forventer af Guffanti.

Neal’s Yard Dairy – fra cheddar til stilton

Hos Neal’s Yard Dairy i London opkøber, modner og forhandler Randolph Hodgson og hans medarbejdere oste fra ca. 70 små producenter i blandt andet England og Irland. Ostene modnes til perfektion i en gammel jernbanetunnel midt i London og sendes til både specialbutikker og restauranter over hele verden. Neal’s Yard Dairy blev etableret i 1979 og er siden vokset ved at satse på en meget tæt kontakt mellem kunder og producenter. Randolph Hodgson besøger selv alle producenter ca. hver 8. uge, smager på produkterne og giver feedback fra kunderne.

Bliv leverandør

Vi er tro mod hver eneste producent og hver eneste historie, der ligger bag en ost!

Bliv leverandør til HKI Ost

Bliv kunde

Vi går så langt, som det kræves, for at levere det, ingen andre kan levere på markedet inden for ost - hver gang!

Bliv kunde hos HKI Ost