Log på webshoppen

Vores første ost

Hos HKI Ost elsker vi at nørde, smage, eksperimentere og udvikle på oste. Vi er ostespecialister og leverandør af højkvalitetsoste fra både Danmark og en række lande i Europa. Vi samarbejder med mange forskellige mejerier og et af dem er Sinai Mejeri på Fyn, som vi har lavet vores første ost sammen med.

Vi har faciliteterne i vores fire modningsrum, som vi kalder ”grotten” og har haft det i ca. 3 år, hvor vi har modtaget ostene og lagret dem. I den tid har vi eksperimenteret lidt i forhold til lagringstid på forskellige ostetyper. Det, der har vores helt store interesse, er hvordan ostene udvikler sig i den første modningsperiode, hvor vi kan følge de unge oste og se deres potentiale komme til udtryk. Dette ses tydeligt på ostene, især når man arbejder med naturlig skorpe, hvor man kan se karakterdannelsen ude fra.

”Vi vil ikke lave ost, men det kunne være sjovt at prøve at forstå oste – hvad der sker, fra osten er produceret til den er en måned gammel, ” siger Poul, Direktør i HKI Ost.

Vi eftersøgte derfor en Fynbo ost med naturlig skorpe, og Sinai Mejeri var det perfekte match.

Fra mælk til ost

Der blev fyldt 3000 l ustandardiseret, fynsk økologisk mælk i ostekarret. Processen med at få ost ud af dette tog nogle timer. Først skulle mælken syrnes og derefter tilsættes osteløbe for at få mælken til at løbe sammen. Karret blev fyldt med ostemasse, som kan minde om tyk yoghurt, hvorefter den blev skåret i små tern. Under processen skilles vallen fra, og resultatet er noget, der minder om kornene i hytteost. Kornene presses i karret og tages op på drænbordet, så vallen kan løbe fra. Herefter presses ostene endelig i de runde forme, som giver de 10 kg store oste deres form. Når ostene tages ud af formene, skal de ligge to døgn i saltlage. Derefter fik vi ostene, og de er er nu hos os i vores ”grotte”, hvor de er overfladebehandlet med forskellige kulturer og skal lagres i ca. et halvt år eller mere. Undervejs børster, vasker og vender vi efter behov.

Sinai Mejeri

Mejeriet er fra 1887 og har produceret oste af højeste kvalitet siden da. Det er beliggende i Broby på Fyn og har i 100 år fungeret som andelsmejeri, men er nu privatejet af Kirkeby & Thrane, der driver mejeriet. På mejeriet bliver der produceret fynsk rygeost, hjemmerørte ostecremer, creme fraiche, yoghurt, kærnemælk og ikke mindst dansk emmentaler, Fynbo og Svenbo.

Seneste nyheder